DEN UTOPISKE KROP. Capoeira og deterritorialisering af ADHD

Etymologisk defineret som et ikke-eksisterende sted associeres utopien sædvanligvis til abstrakte ideologier og sociale bevægelsers stræben efter ideelle samfund. Derved fremstilles utopisk tænkning oftest som en imaginær projektion eller social fantasi. I denne artikel vi jeg imidlertid argumentere for, at den fysiske eller materielle krop udgør en konkret utopi, der ikke kan henvises til en uvirkelig verden af drømme og projektioner. Med udgangspunkt i en kritisk analyse af kroppen som den beskrives og begrebsliggøres i diagnosen Attention-Deficit/Hyperactivity Disorder (ADHD) vil jeg argumentere for, at kroppen som utopisk eller ikke-eksisterende sted udgør et mere nuanceret fænomenologisk alternativ baseret på ideen om den kropsbundne prærefleksive bevidsthed inspireret af den franske filosof Maurice Merleau-Pontys arbejde. Ud over den fænomenologiske idé knytter diskussionen om prærefleksiv bevidsthed an til et kulturteoretisk spørgsmål om kroppens materialitet som kontinuerlig bevægelse, hvilket Michel Foucault netop har betegnet som ‘den utopiske krop’ eller en ‘ulegemlig materialisme’. Med afsæt i dette mellemværende imellem kroppens fænomenologiske og kulturteoretiske udtryk vil jeg forbinde denne utopiske eller ulegemlige krop til sansningens primat for tanken og på denne baggrund fremhæve kroppens æstetiske og ekspressive rolle i kulturel dannelse. Som konkret bidrag til dette utopiske landskab imellem forskellige kropsbegreber vil jeg inddrage Gilles Deleuzes og Felix Guattaris begreb om ‘deterritorialisering’ og pege på den brasilianske kampkunst capoeira som udtryk for en konkret æstetisk praksis, der netop deterritorialiserer ADHD-diagnosens beskrivelse af kroppen.