Fra værdi til invitationer

Gennem de sidste tre årtier har debatten om velfærdsstaten raset. En af de primære problematikker, der former debatten, handler om hvilken velfærd har vi råd til nu såvel som i fremtiden? Men det er ikke kun en debat omkring økonomi, men også en debat om, hvordan kan vi tænke vores velfærdssamfund og dets organiseringer på nye måder? Så velfærd er sat på spil – og dermed er vores velfærdsorganisationer også sat i spil. Og det skaber spændinger, usikkerheder. Og nok på mere end én måde. For det er også en præmis der aktualiserer og centrerer spørgsmålet om en kvalitativt bedre velfærd, gennem nye typer af offentlige organiseringer og nye perspektiver på offentlig værdiskabelse. I afhandlingen stiller jeg derfor forskningsspørgsmålet: Hvorvidt og hvordan kan offentlige organisationer muliggøre og fabrikere offentlig værdi gennem organiserende fællesskaber? Og hvorvidt og hvordan, kan de forstærke de kvaliteter de er med til at fabrikere, som har værdi? Til at åbne forskningsspørgsmålet op og centrere mine teoretiske og empiriske bevægelser lægger jeg et guidende fokus der lyder: Hvordan kan de offentlige organisationer arbejde med de relationelle spændinger i den forøgede kompleksitet, som værende de åbninger der muliggør nye organisationsbevægelser og også på en måde, så det faktisk skaber og muliggører offentlig værdi? Afhandlingens eksperimenter dermed med offentlig værdi og de organiseringer der kan fremme den. Den ligger inden for og i relation til den Offentlig Administrations Litteratur omkring Offentlig Værdiskabelse (Public Value Creation, PVC). En litteratur der dog er præget af en mangel på empirisk forskning og en for svag teoretisering af værdi og organisation til at kunne understøtte intentionerne omkring PVC som en generativ og tværgående forståelse. Så for at kunne bidrage med teoretiske perspektiver, så indhenter jeg teoretiseringer fra den processuelle del af Organisations Teorien (OT). Teoretiseringer som jeg bruger til at etablere en forskydning fra den formelle offentlige organisation og et fokus på organisatoriske grænser og strukturer, for i stedet så at kunne rette analytisk opmærksomhed på den forbindende kraft i heterogene organisatoriske aktørers sammenstød i begivenheder. Disse teoretiseringer bruger jeg dog hurtigt som et springbræt til at kunne trække på den Canadiske filosof Brian Massumi og hans teoretiseringer omkring affekt og værdi. For ved at lade afhandlingen have en primær teoretisk informering fra Brian Massumis konceptualiseringer, kan jeg eksperimentere med en forståelse af offentlig værdi som omhandlende værdi og merværdi i dets fulde aktiverende og inkluderende kvalitative spektrum; som merværdien af livet. Således bevæger jeg mig omkring offentlig værdiskabelse og offentlig værdi gennem et forslag hvor værdi ses som immanente singulære kvaliteter, og hvor værdiskabelse derfor bliver til et spørgsmål om at skabe direkte intensiveringer af de kvalitative erfaringer. For at kunne forstå og åbne Massumis forslag op, så bevæger jeg mig ikke kun omkring hans teoretisering af værdi og værdiskabelse, men også gennem hans teoretiseringer af affekt og begivenhed. Jeg lader afhandlingen være informeret af hans forslag omkring, at affekt kan ses som intensitet, som relationelle spændinger og non-lineære processer. Processer der i deres feedback-dynamikker skaber en margin af og for foranderlighed. Således bliver denne affektive vinkling også en yderlig åbning af, hvorledes vi kan forstå organiseringer og hvorledes den forbindende kraft i begivenheder muliggører og på differencerne vis skaber organiserende fællesskaber. Afhandlingen metodologiske bevægelser er centreret omkring affirmative critique, research-creation og post-kvalitative forståelser. Metodologiske forståelser der i sammenkobling med afhandlingens afsæt i Brian Massumi gør, at afhandlingen har en mere atypisk opbygning. En opbygning hvor empiriske eksempler skærer sig ind i mellem de teoretiske orienteringer som kontrasterende og intensiverende glimt. Og hvor de empiriske eksempler bliver skrevet frem som levende abstraktioner i en poetisk skrivestil, hvor jeg søger at lade sproget lege i en her-og-nu toning. Opbygningsmæssigt er afhandlingen delt i to bind. Det første bind er fokuseret på teori og metodologi og bind to tager os mere direkte ind i de empiriske begivenheder, som afhandlingen bevæger sig med og omkring. Empirisk er den informeret af passioneret involveringer og eksperimenter i to danske kommuner hen over tre et halvår. Teoretiseringerne og eksperimenterne i afhandlingen leder til, at mit hovedbidrag til offentlig værdiskabelseslitteraturen er et forslag om, at offentlig værdiskabelse først og fremmest handler om at skabe invitationer. At fabrikere de kraftfulde invitationer der i en og samme differencerne bevægelse muliggør og skaber værdi. For hvis vi ikke inkluderer, hvis vi ikke inviterer ind i værdiskabende processer, så er der ikke den relationelle energi i og omkring offentlig værdi der gør, at offentlige værdi(er) og offentlig værdiskabelse skaber liv og handler om livet og det levende – mellem os. Og disse invitationer kan med fordel operationaliseres i og omkring fire sprælske bevægelser, der både tilbyder og muliggører og sætter offentlig værdiskabelsesprocesser i relationel spænding: det inviterende, gensidig inklusion, livlighed, æggende kontraster. For på differentierende vis kan disse mere sprælske bevægelser forstærke og forøge kvaliteter i det, at de som formative kræfter muliggør og organiserer emergerende fællesskaber. Organiserende fællesskaber der intensiver og moduler de immanente singulære kvaliteter i det aktuelle. Der hvor vi direkte intensiverer og inkluderer erfaringer, der kan vi forfølge en kvalitativ forøgelse af de singulære kvaliteter. Gang for gang. Der kan vi passioneret eksperimentere med offentlige værdiskabelse og revalueringer af de levende og vigtige singulære kvaliteter der affekter. Affekt og bliv affektet.
In the past three decades we have witnessed fierce debate on the welfare state. This debate has primarily been shaped by the question of what kind of welfare we can afford, now and in the future. But it is not just a debate about finances. It is also a debate on how we can perceive our welfare society and its organization in new ways. So, welfare and how we organize it is what is at stake here. This creates tensions and insecurity, probably in more ways than one. Because this premise also raises the question of qualitatively better welfare through new types of organizations and through new perspectives on public value creation. In this treatise I raise the following research question: How can public institutions enable and create public value through organizing communities? My theoretical and empirical movements are guided by a focus on how public organizations can work within relational tensions and increased complexity by enabling new organizational movements that actually create public value? So, this thesis experiments with public value and the organizations that can facilitate it. It falls within the literature on Public Value Creation (PVC). PVC is characterized by a lack of empirical research and by theories on value and organization that are too weak to support PVC in being a generative and cross-disciplinary understanding. That is why I have derived theoretical perspectives from Organization Theory (OT). I use these to enable a shift from formal public organization focussed on boundaries and structures to an analytical attention to the cohesive power of heterogeneous organizational actors clashing in events. I draw on the Canadian philosopher Brian Massumi and his thoughts on affect and value which allow me to experiment with public value in its full activating and inclusive sense. I work with public value creation as a question of direct intensifications of qualitative experiences. The thesis is informed by Massumi's view of affect as intensity, as relational tensions and non-linear processes, where feedback dynamics create a margin of and for change. This affective angle opens our understanding of organizing communities. Methodologically, the thesis is centred on affirmative critique, research-creation and post-qualitative understanding. Coupled with Massumi's thinking this makes for a rather untraditional composition of the thesis. Empirical examples cut through theoretical perspectives as contrastive and intensifying flashes. These examples are written as lived abstractions in a poetic style where the language of the thesis is allowed to play with a right here, right now vibe. The thesis is divided into two parts. Part One is focussed on theory and methodology, whereas Part Two takes us into the empirical events that the thesis revolves around. Empirically, the thesis is informed by passionate involvements and experiments in two Danish municipalities across three and a half years. The main contribution of the thesis is the notion that public value creation is predominantly a question of making invitations. Creating invitations enables and creates value. If we are not inclusive, if we do not invite into value creating processes, there will be no relational energy to make public value creation create lived life – between us. These invitations, then, can be operationalized in and around four frisky movements: the inviting, mutual inclusion, liveliness and stirring contrasts. In a differentiating way these frisky movements enhance and increase the quality of emerging communities. Organizing communities intensify and modulate the immanent and singular qualities of the present. By intensifying experiences, we can passionately experiment with public value creation. Affect and become affected.